Northern Equestrian Festival blev præcis den folkefest, vi havde håbet på. Fra den 20. til 24. maj dannede Stutteri Ask og Blue Hors rammen om fem dage med international topsport, oplevelser for hele familien, fyldte publikumsområder og en fantastisk stemning på hele pladsen.
Med international springning på højeste niveau, Nations Cup, Grand Prix-klasser, familieaktiviteter, underholdning, madoplevelser, shopping og VIP-hospitality blev festivalen et samlingspunkt for både hesteinteresserede, familier, samarbejdspartnere og gæster fra nær og fjern.
Allerede fra de første dage var der stor aktivitet på pladsen, og særligt fredag, lørdag og søndag var festivalområdet flot besøgt. Publikum fyldte op omkring springbanen, i bodområdet, ved madstederne og til de mange aktiviteter for børn og familier. Hele 37 busser lagde vejen forbi Martofte i løbet af festivalen, og det var tydeligt at mærke, at mange havde taget turen for at opleve både sporten og den særlige festivalstemning.
Northern Equestrian Festival var skabt som mere end et internationalt ridestævne. Ambitionen var at forene sport, atmosfære og oplevelser i én samlet begivenhed, hvor der var noget for alle. Det lykkedes i høj grad. Mens ryttere og heste leverede sport på højt niveau på banen, kunne publikum uden for banen opleve alt fra ansigtsmaling, rodeotyr, kæphestesstævne og hoppeborg til Cirkus Flik Flak, cirkusworkshop, veteranbiltræf og Westerndag.
Fredag aften bød på Show Night i Casir-hallen og efterfølgende rytterfest med livemusik, mens lørdagen fortsatte med masser af aktivitet, westernstemning og glade gæster på hele pladsen. Samtidig skabte madboder, cafeteria, streetfood, popcorn, is fra Vaffelhuset og de mange udstillere liv i festivalområdet gennem alle dagene.
For Stutteri Ask og Blue Hors har det været en stor glæde at se, hvordan så mange gæster tog imod Northern Equestrian Festival. Der var smil, god stemning og masser af mennesker på pladsen, og netop kombinationen af sport, familiehygge og oplevelser gjorde festivalen til noget helt særligt.
Også VIP-området og hospitality-delen blev en vigtig del af oplevelsen. Her kunne gæster, virksomheder og samarbejdspartnere nyde international sport fra gode rammer og samtidig få en helstøbt oplevelse med forplejning, netværk og udsigt til nogle af stævnets største sportslige øjeblikke.
En begivenhed i denne størrelse kan kun lade sig gøre med en stor fælles indsats. Derfor skal der lyde en stor tak til ryttere, officials, sponsorer, samarbejdspartnere, udstillere, publikum og ikke mindst de mange frivillige og medarbejdere, der har været med til at gøre Northern Equestrian Festival til en succes.
Vi er meget stolte over den opbakning, festivalen har fået, og over at kunne samle så mange mennesker omkring international ridesport og gode oplevelser i Martofte.
Succesen gentages allerede næste år. Vi glæder os til igen at byde publikum, ryttere, familier og samarbejdspartnere velkommen til Northern Equestrian Festival i uge 21 i 2027.