På fredag mødes 11 nationer i Longines EEF Series Nations Cup, hvor det danske hold med startnummer syv, skal kæmpe om sejren og værdifulde point i Longines EEF Series med de øvrige ti lande
Det internationale stævne på Stutteri Ask blev i dag skudt i gang med en række CSIU25- og CSI2*-klasser, og resten af ugen byder på flere spændende konkurrencer på programmet.
Et af ugens helt store højdepunkter bliver fredag, hvor Longines EEF Series Nations Cup afvikles med deltagelse af 11 nationer, heriblandt det danske hjemmehold. Konkurrencen er en del af Longines EEF Series, hvor nationerne samler point i kampen om pladser i semifinalerne og siden den afsluttende finale.
Danmark er en del af den nordlige region i EEF Series, og det er derfor de øvrige nationer fra denne region, som Danmark konkurrerer mod i kampen om point fredag. Blandt de deltagende hold i den nordlige region er Danmark, Sverige, Norge, Finland, Polen og Holland. Derudover deltager også Tyskland, Belgien, Storbritannien, Indonesien og Japan i Nations Cuppen.
Ved dagens Chef d’Equipe-møde blev der trukket lod om startrækkefølgen, og det danske hjemmehold skal på banen som nummer syv ud af de 11 nationer.
Startrækkefølgen ser således ud:
1. Holland
2. Storbritannien
3. Polen
4. Sverige
5. Indonesien
6. Finland
7. Danmark
8. Belgien
9. Norge
10. Tyskland
11. Japan
Det danske hold består af Zascha Nygaard, Laura Baaring Kjærgaard, Søren Møller Rohde og Andreas Schou.
Stævnets start- og resultatlister kan findes via Longines Timing, HER.